Pasningsvejledning Guldhamster

 

 

Alder:

2-3 år

 

Størrelse:

13-18 cm lang plus en hale på godt 1 cm, og den vejer normalt 85-160 g. Hunner er lidt større end hanner.

 

Kønsmoden:

4-5-ugers-alderen

 

Drægtighed:

16 dage

 

Kuldstørrelse:

Kuldstørrelsen er normalt på 8-10 unger, men kan være op til 20

 

Fravænning:

Når de er omkring 4 uger gamle

 

Foder:

Giv guldhamsteren en speciel hamsterblanding som grundfoder. Som supplement til grundfoderet kan gives lidt vasket grønt og frugt, f.eks. mælkebøtter, kløver, frugtblade, skrællede gulerødder, hvidkål, rå rødbeder og usprøjtede frugtgrene med knopper. Undgå halm og stift hø, da de skarpe ender kan forårsage skader på hamsterens kindposer. Som supplement til basisfoderet og planteføden skal gives forskellige insekter (f.eks. græshopper og melorme) og regnorme. Som proteinsupplement kan desuden gives foderblandinger til insektædende fugle. Herudover kan et par gange ugentligt gives et lille stykke kalvelever, hakket okse- eller kalvekød, og evt. en halv gærtablet.

Som godbidder, der kun bør gives af og til, kan gives nødder (usaltede, gerne med skal), grankogler, rosiner og solsikkefrø. 

Guldhamsteren bruger sine kindposer til at transportere overskydende føde til et forrådskammer for på den måde at have føde til dårlige tider. Vær derfor opmærksom på, at der ikke ligger letfordærveligt foder (f.eks. frugt og grønt) i forrådskammeret

 

Bur:

Buret bør være 80 x 40 x 35 cm til et enkelt individ. Det anbefales dog at have mere rummelige bure med inventar, således at dyret færdes i omgivelser, der bedre kan tilgodese og stimulere dets naturlige behov. Et større bevægelsesareal for hamsteren kan tilgodeses ved at udnytte pladsen i højden med flere etager (indrettet således, at der aldrig er langt ned, hvis den skulle falde)

 

En eller flere guldhamstere?

Kønsmodne guldhamstere, uanset køn, er territorielle og meget intolerante over for hinanden. Kun når hunnen er i brunst, tolererer en han og hun hinanden. Slåskampe mellem kønsmodne individer, såvel af samme som forskelligt køn, er meget almindeligt, hvis de holdes sammen, og kan i værste fald føre til dødsfald. Selv individer fra samme kuld kan også sagtens finde på at angribe hinanden, når de bliver kønsmodne. Guldhamsteren bør derfor som udgangspunkt holdes alene i et bur. Søskende af samme køn kan dog holdes sammen, indtil de er 8 uger gamle, hvorefter de skal skilles for at undgå slåskampe